top of page

Om at cykle på MTB på Tenerife

Hjemmefra kunne jeg se, at der er masser af spor på OSM-kortet, så jeg havde store forventninger til mange spændende spor. Dernede måtte jeg konstatere, at en del af disse spor ikke er egnet til MTB kørsel, på grund af for store stigninger og for store ujævnheder i terrænnet. Desuden er der nogle steder svært at cykle offroad fordi underlaget er lavasten som er meget porøse og dermed lette som gør det svært at køre i. Du må derfor være forberedt på, at nogle strækninger skal trækkes. Men der trods alt masser af spor at vælge imellem, så det er muligt at lave mange gode ruter. De asfaltveje som jeg kørte på havde en meget smal rabat, som gjorde, at det ikke var så behageligt at cykle der hvis der hvis der var meget trafik. Dog er er de færreste veje ikke  særligt trafikerede og bilisterne er generelt meget hensynsfulde overfor cyklister og ikke mindst er de vant til cyklister i trafikken. Jeg fandt hjemmefra 2 steder i Playa De Las Americas som udlejer cykler til rimelige priser og har udmærkede cykler. Der er DIGA Sport og BikepointTenerife. Jeg lejede hos førstnænvte.

 

 

 

 

 

Tenerife 2014

Forberedelsen til mine cykleture starter ved spisebordet med computeren, hvor jeg grovplanlægger mine ture ved at kreere ruter på OSM. Allerede der starter forventningens glæde til det forestående og fantasier om de kommende oplevelser blusser op, så ferien starter allerede der. Vi skal bo i Los Gigantes tæt på vestlige hjørne af øen. Jeg har hjemmefra reserveret cykel hos DIGA Sport i Playa De Las Americas. Tysk drevet og tysk grundighed gør, at jeg hurtigt er cykelklar. I min naivitet har jeg planlagt at bestige Pico del Viejo på MTB som er den næsthøjeste vulkan på øen efter Pico Del Teide, på hhv. 3100 m og 3700 m. Jeg begiver mig tidligt afsted om morgenen og ved godt, at det er en barsk udfordring jeg har givet mig selv. Mine erfaring fortæller mig, at jeg skal holde et adstadigt tempo selvom det er ligesom at skulle tøjle en vild hest som bare vil ud over prærien, men kræfterne skal nok blive brugt. Jeg begynder nu en nonstop opstigning på 35 km til plateauet ved de to vulkaner, primært ad asfaltveje, da jeg vurderer, at stigningsprocenterne offroad kun er til ægte bjerggeder. Det stiger og bliver ved med at stige rundt om det næste sving selvom min danskindrettede hjerne fortæller mig, at nu flader det ud lige om lidt. Kæden er på ”pivert”klingen foran og bagpå i perioder og jeg kigger af og til bedende på tandhjulene bagpå og håber, at der er en ekstra som kan mildne mine anstrengelser. Men nej. Jeg når Plateauet Les Canadas og cykler hen mod foden af Pico Del Viejo hvor der er masser af turister som oplever landskabet gennem deres smartphones kamera. Lidt usikker på hvor jeg skal angribe vulkanen, men beslutter mig og forlader asfalten, straks bliver jeg anråbt af en Guardia som venligt, men bestemt fortæller mig ”only drive asphalt”. Og det var nok meget godt, for jeg tror ikke kræfterne havde rakt til toppen. I stedet begynder jeg at trille nedad og får rigelig brug for det ekstra tøj jeg havde taget med til det samme. Jeg suser igennem fugtige drivende skyer som afkøler mig, men tøjet holder trods alt på varmen. Vel nede et par dage efter og en del facebooksnak, finder jegf ud af, at stedet ikke bare er en nationalpark men også fredet i klasse ”A”, så det var naivt, at tro jeg skulle cykle op på Pico Del Viejo, men drømmen var dejlig.

 

 

 

 

 

 

Billederne her er fra turen + andre ture på MTB på øen. Se flyveturen derned (bare rolig, det er kun et uddrag)

 

Link til mine ruter som

du kan downloade

bottom of page