top of page

Hvad skal du så have med hvis du tager afsted på en længere cykeltur alene og du skal have en god oplevelse ud af det og sikre dig bedst muligt? Herunder har jeg givet et nogle bud på hvad du skal have med. Valg af udstyr afhænger selvfølgelig af hvilken slags tur du skal ud på. Mit udstyr er først og fremmest valgt ud fra, at jeg cykler alene i bjergrige områder som kan være meget varme.

 

 

Rygsæk

Det er vigtigt, at rygsækken sidder tæt til kroppen, hviler ordentligt på skuldrene og er så lille som mulig samtidig med, at du kan have de ting med som du skal bruge. Jeg har selv en Daypack rygsæk af mærket Jack Wolfskin. Den har en vandblære på 3 liter og diverse rum til øvrigt grej som skal medbringes. På den ene skulderstrop har jeg monteret en lille hardcase til mit digitalkamera, så det er let tilgængeligt, hvis du pludselig vil tage et billede.

Væske

Væske er nok den vigtigste faktor hvis du kører i bjerge om sommeren. Jeg medbringer 3 liter væske + drikkedunk på 0,75 l, hvilket ikke er tilstrækkeligt hvis du kører lange ture i f.eks. Tyrkiets Taurusbjerge om sommeren. Jeg har fundet kilder undervejs som jeg har suppleret med. Jeg har endnu ikke fået mavekneb af det vand, men har enkelte gange fravalgt nogle kilder, hvis vandet har været varmt. Normalt er kildevandet køligt. Jeg har i de varme perioder drukket ca. 1 liter/time. Jeg laver selv mine drikke af kildevand iblandet rørsukker og salt. Salt er især vigtigt, da du mister meget når du sveder. Medbring lidt salt og rørsukker på turen til at blande i kildevandet fra bjergene.

Din sikkerhed

Det er selvfølgelig vigtigt, at du sikrer dig bedst muligt når du færdes på egen hånd uden for ”lands lov og ret”. Inden du tager afsted i et relativt øde område skal du gøre op med dig selv om du er parat til tage den risiko som det indebærer, for lige meget hvor meget sikkerhedsudstyr du har med, er der sandsynligvis langt til det nærmeste sygehus. Mobiltelefon er altid godt, men du kan ikke være sikker på, at der er dækning i øde områder. Jeg har Appén ”GPS-Coordinates” installeret som kan finde din position og sende den i en sms, så du kan findes. Men hvis du skal sende en sms, kræver det jo igen selvfølgelig, at der er dækning. Appén ”MyTorch” giver dig en lommelygte og muligheden for at sende SOS signal med lys. En ganske almindelig Nødfløjte er også brugbar hvis du ligger et øde sted, så du kan give lyd fra dig. Antibakteriel gel og plaster er godt hvis du slår dig og skal have renset et sår. Desuden har jeg et ID-armbånd med et lille stålskilt på hvor der er trykt mit navn og tlf. nr. til mine nærmeste kontaktpersoner. Et mindre Pengebeløb er også godt at have med, hvis der nu skulle dukke en lille "bjergkøbmand" op. Alle disse sikkerhedsforanstaltninger kan virke lidt morsomme,men jeg tror, at jeg vil være glad for dem hvis uheldet er ude og de vejer trods alt minimalt. Hvis du har en transportrute med meget trafik, er det også en god idé at have en Refleksvest på. Sidst og måske vigtigst af alt er at fortælle  relevante personer hvor dagens tur går hen, f.eks. i form af et link til den rute du vil køre, eller indtegnet på et kort. Det kan begrænse en eventuel eftersøgning kraftigt. 

Værktøj

Et lille Multiværktøj er uundværligt og kan klare de fleste småreparationer undervejs. Lappegrej, dækjern, minipumpe og ekstra Slange bør også være en del af oppakningen. Et ekstra Kædeled er også en billig forsikring hvis kæden knækker. Et Geardrop i reserve er også en fornuftig investering. Hvis du ikke har et geardrop i reserve hvis det skulle knække, kan du alternativt afmontere bagskifteren og afkorte kæden og montere den i et fast passende gear. Din cykel bliver nu med singlespeed, men det er trods alt bedre end at trække.

Diverse

I diverseafdelingen skal det nævnes, at lidt Toiletpapir er godt at have, da toiletter er en mangelvare i bjergene. En Bandana er også god hvis du ikke har så meget hår på hovedet for at beskytte mod solen. Cykelbriller med passende faktor er også gode at have på i solen. Hvis der ligger nogle huler undervejs, er en lille Lygte også en god idé, så du ikke bruger af mobilens strøm. Kamera hvis du har ønske om en bedre billedkvalitet end en smartphone kan tilbyde. Hunde har jeg mødt enkelte gange, og det har af og til været ubehageligt fordi de har løbet efter mig. Jeg er dog aldrig blevet bidt, men har tænkt mig at tage nogle forholdsregler på min næste tur til Tyrkiet. Løsningen er et rigtig "Georg Gearløs" påfund, men håber det kan distrahere eventuelle hunde. Som du kan se på billedet herunder er det en kop på styret som skal fyldes med hundegodbidder. Tanken er, at man enten kan tage dem op af koppen eller dreje den 180 grader, så godbidderne falder ud og får hunden på andre tanker end at jage dig.

 

 

 

 

 

 

Link til mine ruter som

du kan downloade

bottom of page